SHANGHAI-LEKSIKON
Kina i opløsning og samling

Mellemkrigstidens Kina var et knækket land præget af ekstrem fattigdom, lovløshed og politisk ustabilitet, og med en meget usikker international position. På trods af dette, var det stadig et land med en årtusinder lang historie og en alment accepteret national og kulturel identitet, som hverken Kinas forskellige interne fraktioner eller udenlandske magter anfægtede.

Kina under det sidste kejserdynasti

Kinas historie strækker sig langt tilbage i tiden og forsvinder i forhistoriens tåger lang tid før år 0, men en mulig begivenhed at pege på som begyndelsen af Kina kunne være oprettelsen af kejserriget i 221 f.kr. Herefter blev Kina regeret af skiftende dynastier indtil det 20. århundrede, omend med brud hvor ingen kunne etablere dominans over hele landet.

Det sidste af disse dynastier, Qing, blev grundlagt af Manchu-folket, der erobrede Kina nordfra i midten af 1600-tallet. Dynastiet markerede på mange måder et højdepunkt i Kinas magt med enorme territoriale erobringer i løbet af 1700-tallet. Fra slutningen af 1700-tallet gik Qing-dynastiet dog ind i en væsentlig nedgangsperiode, hvor en række svage barnekejsere regerede, samtidig med at landet løb ind i store indre problemer med en lang række exceptionelt store oprør til følge. Med denne svaghed fulgte ikke blot en væsentlig økonomisk tilbagegang med stor forarmelse af befolkningen og yderligere ustabilitet til følge, men også en åbning for andre landes ambitioner i Kina. Kinas svaghed faldt nemlig sammen med industrialiseringen i Europa og USA og med den voldsomme ekspansion af koloniriger, som særligt England og Frankrig etablerede verden over.

Netop England førte og vandt i 1800-tallet en række krige med Kina for at etablere privilegeret adgang til Kinas resourcer. Det var privilegier, som andre vestlige magter og senere Japan fik del i. Krigene underminerede ikke blot Qing-dynastiets legitimitet og drænede dets resourcer. De resulterede også i koncessioner, som var områder i Kina, hvor udenlandsk lov gjaldt i stedet for kinesisk, og i at en række kinesiske institutioner blev ændret efter udenlandsk mønster. Krigene og de tilhørende krav bidrog til Kinas forarmelse, både ved ødelæggelse af kinesiske resourcer, mindskelse af regeringens evne til at udøve kontrol over landet og ved at åbne Kina for direkte konkurrence med vestlig industri. Forsøg på modernisering mødte politisk modstand og slog fejl, og efter et nederlag i en krig med Japan og de vestlige stormagters brutale intervention i den såkaldte bokseropstand i 1900 var Qing dynastiet endegyldigt knækket. Herefter fortsatte det underkastet vestlige magter og påbegyndte en hastig modernisering af landet og hæren, som imidlertid løb ind i alvorlige problemer med manglende legitimitet og financiering.

I Qing-dynastiets sidste år voksede en nationalistisk, republikansk modstandsbevægelse op i den sydlige provins Guangdong. Den blev til nationalistpartiet Guomindang under ledelse af Sun Yatsen. Partiet ønskede på den ene side, at Kina skulle moderniseres efter japansk forbillede og skulle lære af de vestlige magter, men samtidig så det Qing-dynastiets underkastelse for disse som svaghed og national ydmygelse. Der var også en tendens til at ønske et Kina for kinesere og at minde folk om, at Qing dynastiet var grundlagt af udenlandske Manchu-erobrere. Konflikten mellem kejserstyret og Guomindang kulminerede med en kort borgerkrig, der endte med udråbelsen af republikken Kina i 1912 og at den kejserlige administration efterfølgende abdicerede på barnekejseren Puyis vegne og udråbelsen af republikken Kina i 1912. Efter republikkens oprettelse overdrog Sun Yatsen overdrog magten til Kinas mest magtfulde mand, hærchefen Yuan Shikai.

Militærdiktatur og fragmentering

Under Yuan Shikai's fire år som præsident blev opbyggelsen af en kinesisk stat fanget i magtkampe mellem hæren og civile politikere, med adskillige oprør mod hvad der blev set som diktatur til følge. Yuan splittede yderligere landet ved at acceptere en række japanske krave om afståelse af territorie og yderligere japanske privilegier og ved hans forsøg på at nedlægge republikken og udråbe sig selv til kejser. Yuan døde dog før disse oprør kunne vælte ham. Hans død efterlod et tomrum, som ingen var i stand til at udfylde, og Kina blev splintret i selvstyrende territorier regeret af officererne for de lokale hærenheder, de såkaldte warlords.

I løbet af de næste 12 år lå disse warlords i krig mod hinanden over værdifulde mål såsom væsentlige jernbanelinjer, Kinas få industricentre og hovedstaden Beijing, med skiftende alliancer, grænser og warlords til følge. Warlordene var en broget gruppe med forskellige mål. Blandt de mere betydningsfulde warlords var Qing-loyalister, der ønskede at sætte Puyi tilbage på tronen, autoritære nationalister, folk der mente, at de andre var uansvarlige oprørere, som ødelagde Kina, opportunister der søgte egen berigelse og mange flere. Men fælles for dem var, at ingen var stærke nok til at tage magten og oprette en samlet kinesisk regering.

I skyggen af kampene mellem forskellige warlords og i territorier, som ingen af dem kunne dominere helt, smuldrede enhver central autoritet med betydelig lovløshed til følge. Hvor udpræget dette var, varierede alt efter en given warlords styrke og et givent områdes værdi. Manchuriet var eksempelvis en relativt velfungerende omend fattig stat. Generelt var det dog, at røverbander og militærenheder, der brugte deres magt til at afpresse rejsende og lokalbefolkninger, blev meget udbredte i Kina med yderligere økonomisk skade til følge.

4. maj bevægelsen, Guomindang og Kinas Kommunistiske Parti

Mens Kinas indre problemer voksede, havde vestlige magter i høj grad trukket sig tilbage, optaget af Første Verdenskrig (1914-1918) og fredsslutningen herefter og havde ikke resourcer til aktivt engagement i Kina. Dette fik dog ende i 1919, da man forhandlede, hvad der skulle ske med Tysklands besiddelser i Kina, og man besluttede at acceptere Japans krav om at overtage dem.

I Kina blev denne beslutning, og særligt Beijing regeringens manglende protest, mødt med stor vrede fra den uddannede elite i de større byer, særligt i Beijing og den frie, internationale Shanghai. Protesterne mod dette og den nationale vækkelse det medførte, blev kendt som 4. maj bevægelsen. Denne førte ikke blot til en generel nationalistisk vækkelse, men også til at man i kinesiske intellektuelle kredse søgte efter svar på stormagternes opførsel, og den medførte betydelige studier af vestlig politisk ideologi. 4. maj bevægelsen gav Guomindang en kraftigt forøget politisk legitimitet og materiel støtte til at opbygge sin egen stat i syden med centrum i Guangdong provinsen.

En anden væsentlig udløber af 4. maj bevægelsen og afslutningen på første verdenskrig var oprettelsen af Kinas Kommunistiske Parti i Shanghai i 1921. Partiet var fra starten ikke blot klart inspireret af Sovjetunionen og den Russiske Revolution, men modtog også aktiv sovjetisk støtte, både økonomisk og i form af organisatorisk undervisning og rådgivning. Ligesom Guomindang søgte kommunisterne et stærkt, selvstændigt Kina uafhængigt af vestlige magter og Japan, og de sluttede sig til det store nationalist parti og kom til at dominere dets venstrefløj. Dette betød dog ikke, at kommunistpartiet nedlagde sig selv eller kappede båndene til Sovjetunionen. Det opretholdt en egen, selvstændig organisation sideløbende med Guomindangs og bragte den russiske forbindelse med sig til Guomindang.

Guomindang erobrer Kina

Med sovjetisk støtte og folkelig opbakning etablerede Guomindang gradvist kontrol over et større område i Sydkina og opbyggede i første halvdel af 1920’erne en effektiv hær til at erobre Kina og fordrive de forskellige warlords og det kaos de havde forøget. Denne hær var ledet af general Chiang Kaishek, der på trods af en militæruddannelse i Moskva ledede Guomindangs højrefløj og stod som kommunisternes væsentligste modstander i partiet.

På trods af spændinger mellem højre- og venstrefløjen og Sun Yatsens død i 1925, holdt Guomindang sammen på sig selv og startede ”den nordlige kampagne” for at fordrive warlordene og genetablere en central regering i 1926.

Den grundlæggende plan for den nordlige kampagne var, at kommunisterne skulle bevæge sig foran Guomindangs hær og mobilisere arbejderne i de større byer til generalstrejke. Når denne strejke havde lammet den givne warlords kontrol over en by og gjort det umuligt for ham at befæste den, rykkede Guomindangs hær ind og overtog byen og drev gradvist de forskellige warlords tilbage.

Strategien fungerede, og Guomindang rykkede hastigt frem gennem Sydkina i løbet af 1926 og erobrede blandt andet Kinas næstvigtigste industriby Wuhan, som også kunne kontrollere traffiken på Yangtze floden, hvor Guomindang etablerede sin nye hovedstad. Yderligere svor en række af de sydlige warlords troskab overfor Guomindang regeringen og kunne tilføje deres egne tropper til Guomindangs.

Guomindangs enhed sprænges

I foråret 1927 var turen kommet til Shanghais kinesiske kvarterer. Kommunisterne påbegyndte en generalstrejke, den lokale warlord blev overvundet, og over halvdelen af Kina var i Guomindangs hænder. Dette gav partiet tilstrækkelig magt til, at Chiang Kaishek vurderede, at det var sikkert at bryde Guomindangs enhed og udrense kommunisterne fra partiet. I en alliance med forbryderorganisationen The Green Gang og Shanghais hvide herskere blev kommunisterne og fagforeningernes ledere i Shanghai massekreret i løbet af en enkelt nat.

Herefter slog Chiang sig ned med sin egen regering i Nanjing med støtte fra Kinas rigeste familier. Med hele den nordlige kampagne på spil, gav Wuhan regeringen sig og beordrede alle kommunister udrenset fra partiet. Efter korte kampe omkring Wuhan blev kommunisterne fordrevet og knækket som magtfaktor i kinesisk politik og de tiloversblevne blev fordrevet til nogle fjerne, fattige bjergegne. På grund af kaoset i Wuhan stod Chiangs Nanjing regering klart stærkere end Wuhan regering, og hans kup lykkedes.

Under Chiangs fulde ledelse blev den nordlige kampagne genoptaget. I 1928 indtog han Beijing, og de fleste af de tilbageværende warlords accepterede Chiang som Kinas legitime præsident.

Republikken Kina

På trods af Kinas politiske samling og støtten fra landets rigeste indbyggere var problemerne med dyb fattigdom langt fra udryddet, ligesom korruption indenfor regeringen var et væsentlig problem for republikken Kina. Dette gjorde, at der aldrig for alvor kom orden på statens finanser og at folk med penge nok sørgede for at sikre dem i udlandet i stedet for at investere dem i den kinesiske økonomi.

Samtidig var der trods Guomindangs sejr langt fra politisk stabilitet i Kina. De fleste warlords havde ganske vist underkastet sig Guomindangs ledelse, men de opretholdt stadig deres egne, lokale magtbaser og deres egne hærenheder. En lang række nye warlords var desuden kommet til magten som følge af omvæltningerne ved den nordlige kampagne. Disse forskellige warlords fortsatte med at føre krige med hinanden, inklusiv den største krig mellem forskellige warlords overhovedet. Desuden betragtede Chiang kommunistpartiets fortsatte eksistens som en trussel mod sin regering og Kinas nationale enhed og brugte store resourcer på at forsøge at bekæmpe dets tilbageblevne medlemmer.

Udlandets interesser i Kina var heller ikke svækket i betragtelig grad. De vestlige magter beholdt deres koncessioner og deres økonomiske privilegier. Mere væsentlig var Japans tiltagende aggression dog. I 1931 annekterede Japan således Manchuriet med en forklaring om at skulle beskytte sine jernbaneinteresser i området, noget der ledte til en kort krig i 1932. I løbet af 1930’erne blev det stadig tydeligere for de fleste, dog ikke for Chiang selv, at Japan ikke var tilfreds kun med Manchuriet.

Anden verdenskrig og den kinesiske borgerkrig

I 1937 kom den japanske invasion, og i løbet af få måneder var hele det østlige Kina i japanske hænder. Guomindangs regering blev fordrevet fra Nanjing til det yderligste vestlige Kina, og trods et årtis fjendskab allierede Guomindang, resterne af kommunistpartiet og de sidste selvstændige warlords sig i kampen mod den japanske invasion. På trods af denne alliance opererede de forskellige grupper stort uafhængigt, og kampe mellem Guomindang og kommunistiske styrker fandt fortsat sted.

Krigen i Kina blev dog kun en del af den større krig med udbruddet af Anden Verdenskrig i 1939, hvilket medførte militær støtte fra særligt USA, men også Sovjetunionen og England. På trods af denne støtte og det pres japanerne kom under fra amerikanerne i Stillehavet tabte Guomindang terræn til den japanske hær, efterhånden som krigen skred frem. Til gengæld blev kommunisterne i stand til at tage kontrollen over store områder i Nordkina.

Umiddelbart efter Anden Verdenskrig begyndte kampene mellem et svækkte Guomindang og et styrket kommunistparti igen. Denne kinesiske borgerkrig blev i 1949 afsluttet med kommunistisk sejr, som afsluttede de territoriale afståelser til udenlandske magter og samlede næsten hele Kina for første gang i årtier. Undtagelsen herfra var Taiwan, Guomindangs sidste base hvor Chiang Kaishek opretholdt en selvstændig regering, Hong Kong, som var en engelsk kronkoloni og den lille portugisiske koloni Macau.

 

RELEVANTE LEKSIKON-ARTIKLER



Danish language flag  English language flag

Shanghai Modern Left
Shanghai Modern Menu Left
 

Shanghai Modern Menu Right

Shanghai Modern Title
X


Den kinesiske stolthed
Det er en kendt sag, at det værste, der kan overgå en kineser, er at ”tabe ansigt”.

Når kineserne bliver beskyldt for at have begået fejl, offentligt irettesat, pågrebet for dårlig opførsel eller tyveri eller ikke magter at løse en opgave, siger man, at de ”taber ansigt”. Det nærmeste vi kan komme til at forstå, hvad udtrykket ”ansigt” her dækker over, er ”stolthed”.

Kineserne vil gøre alting for at “redde ansigtet”, uanset prisen og besværet, selv hvis det skulle betyde, at de bliver fyret. Den bedste måde at håndtere sine kinesiske tjenere på er at sørge for, at de ikke ”taber ansigt”. Om nødvendigt må man hellere bare fyre dem uden videre snak.

Tak til turistføreren All about Shanghai and Environs for disse oplysninger.

 

Pas især godt på, når De er ude for den europæiserede kineser. Hans overlade er blevet ferniseret med et lag af dannelse, men under dette er han sig pinligt bevidst om sin underlegenhed. Det gør ham om muligt endnu mere ærekær end andre kinesere.