SHANGHAI-LEKSIKON

Danish language flag  English language flag

Shanghai Modern Left
Shanghai Modern Menu Left
 

Shanghai Modern Menu Right

Shanghai Modern Title
X


Xuepengs krig
Her begynder Shanghai Modern’s nye, store føljetonroman. Den handler om den 16-årige Xuepeng, som lever et trygt liv i Shanghai, lige indtil den dag... Følg med i det gribende drama, som begynder her på en ganske almindelig dag.

Kapitel 1

Oppe for enden af Nanjing Road, lige over for væddeløbsbanen i krydset ved Thibet Road, har englænderne lavet en maskingeværrede af sandsække, som de har stablet op i en cirkel. I et hul i sandsækkemuren peger en munding videre ud ad Thibet Road, ud i retning mod Zhabei. Hvis oprørerne kommer vil det sandsynligvis være derfra. Så skal de forcere pigtrådsafspærringen imens maskingeværet sprøjter død på dem. Ved siden af sandsækkene står en pansret lastvogn. På dens lad peger et andet maskingevær op mod Bubbling Well Road. Der hænger en lille flok hvide soldater med smøger i munden deroppe ved reden. De ser ud til at kede sig. Nogle af dem har umilitærisk sat sig på sækkene, et par af dem spankulerer rundt med hænderne dybt nede i bukselommerne. Deres geværer med de lange bajonetter har de stillet ved siden af sig. De fløjter efter pigerne.

                      Rickshawløberne er standset lige ud for barrikaden, og Xuepeng og de andre står af. De bor i franske koncession, men selvom der er uro i byen må de godt gå på shopping herovre i den internationale zone, i hvert fald så længe de har Xuepengs amah med og holder sig til Nanjing Road, og så længe de har deres faste rickshawløbere. I koncessionerne er der sikkert nok, siger Xuepengs far, man skal bare tage de sædvanlige forholdsregler mod kidnapning. Kidnapning af bedrestilledes børn er blevet lidt af en plage i det seneste par år. Men det sker nu ikke så ofte i dagtimerne hvor gaderne er fyldte, og slet ikke hvis rickshawløberen er lidt opmærksom.

                      Pigerne drejer ned ad Nanjing Road, den livligste og mest spændende indkøbsgade i hele Shanghai, ja, efter hvad der siges i hele Kina. De brede fortove svulmer af mennesker på indkøb, også selvom der er krigsforberedelser alle steder. Ingen tror vist for alvor på at krigen vil nå ind koncessionerne, i hvert fald ikke efter at forstærkningerne er ankommet. Helt ude på kørebanen er der fodgængere, som snor sig mellem rickshaws og cykler og biler. Kinesere i traditionel klædning, kinesere i europæisk tøj, hvide, indere, japanere. Selv nogle store, afrikanske mænd går her. Der er massevis af biler. Og sporvogne. Nanjing Road genlyder af råben og ringen og tuden, af motorer der gasser op, af hvinende bremser, knirken, råb og snak. Nanjing Roads store vestlige bygninger rummer forretninger med det nyeste og det bedste fra hele USA og Europa, varehusene bugner. For Shanghai er Asiens rigeste by. Alt hvad man kan få for penge kan man købe her.

                      Egentlig skal de bare ind og hente den qipao, Xuepeng har fået syet. I sidste uge var hun sammen med sin mor inde i silkehandlernes kvarter og vælge det smukkeste stykke rødt, blankt silke med gyldne indvirkninger, og de tog det til skrædderforretningen i Nanjing Road og fik taget mål. For nogle dage siden var de igen herinde for at diskutere detaljerne omkring kravens og de korte ærmers udformning, og nu ligger den lange, kropsnære selskabskjole allerede og venter på at blive afhentet. Og når de alligevel skal hente den, benytter Xuepeng og hendes veninder lejligheden til at tage en shoppingtur herinde. De er alle tre 16 år og går i samme klasse i en amerikansk missionsskole ovre i den franske koncession.

                      De går ind en hatteforretning og prøver de sidste skrig fra Paris. Peng forelsker sig i en klokkehat med en stor, grøn nål. Hun vender og drejer sig foran spejlet, og hvad synes I, spørger hun. Xuepeng synes ikke den er god til Pengs runde, lidt kødfulde ansigt, men hun vogter sig for at sige noget. Peng spørger som regel ikke for at få et ærligt svar men for at blive bekræftet, og når det ikke sker har hun det med at blive voldsomt fornærmet. Peng ender da også med at gå ud af butikken med en stor, smukt indbundet æske i hånden. Amah, der har ventet udenfor butikken, får den at bære på, så Peng kan have hænderne fri til det næste sted de går ind. Det er Yunchang, den fantastiske modeforretning, hvor alt kan rettes til, så det passer perfekt og bliver unikt.

                      Men nu lyder et raskt hornsignal ud i gaden, og nogle uniformerede mænd til hest rider ind fra en sidegade og drejer opad i retning mod pigerne. Flere følger dem, så de snart danner en lang slange. To og to rider de. En sporvogn på vej nedad må stoppe. Den øvrige trafik viger ud til siderne for at gøre plads, både bilerne og de mange rickshaws, og kulierne søger ind på fortovet med deres byrder. Fortovenes fodgængere standser for at betragte optoget. Flere af de hvide klapper og kommer med beundrende tilråb. Slangen af uniformerede mænd er en af de mange militærenheder, som giver endnu en påmindelse om den alvorlige situation. Det er mandag den 28. marts 1927, luften er fyldt med krigssnak.

                      Da Guomindangpartiet sidste år satte Chiang Kai-shek i spidsen for sin hær og sendte den mod nord fra Canton blev de hvide herskere i Shanghai nervøse, og da så hæren og de revolutionære agitatorer for alvor rettede opmærksomheden mod Shanghai blev Volunteerkorpset i januar forstærket med 20.000 tropper fra hjemlandene. Der er soldater fra både England, Frankrig og USA, og ovre i den japanske koncession skulle det vrimle med japanske tropper. Englænderne og franskmændene har også tilkaldt enheder fra deres kolonier. Soldaterne har spærret koncessionerne af med pigtråd og barrikader. Fra den nordlige banegård i Zhabei igennem Hongqiao Road til Xujiahui i syd, og derfra ind til den gamle kinesiske bydel er der lukket af, helt ud til Huangpu-floden, så koncessionerne er blevet som en fæstning midt i byen. På sin skolevej kører Xuepeng hver dag forbi et stykke af barrikaderingen. Der ovre er der også fuldt af militær, vietnamesiske menige med sære spidse hatte og smældende franske officerer med deres karakteristiske kasketter. De skal forhindre uromagerne i opildne til ballade inde i koncessionen. Ude i de kinesiske kvarterer har der allerede været store strejker, og så sent som i forrige uge erobrede general Chiang de kinesiske bydele. Han slog Beijingtropperne og deres hviderussiske lejesoldater så let som ingenting oppe ved Nordbanegården. Det er godt at de udenlandske tropper er her til at holde banditterne ude. Her i koncessionerne sker der med sikkerhed ikke noget, siger Xuepengs far.

                      Den beredne enhed når op på højde med pigerne. Blandt de forreste er en ung mand med et horn, det er ham der blæser signalet, han gentager det med jævne mellemrum. Som de øvrige er han klædt i khakiuniform, bredskygget hat og langskaftede sorte støvler. Amerikanerne, hører hun en ung kinesisk mand sige til sin kammerat. Englændere, siger en anden, amerikanerne har ikke soldater til hest her i Shanghai. En tredie, en mand i en lang frakke og en blød hat trukket langt ned over hovedet, trækker på skuldrene. Fremmede djævle, mumler han, uanset hvor de kommer fra.

                      Ti minutter varer det, førend brigaden har passeret dem og trafikken igen kan flyde frit. Pigerne styrer ind i Sincere Department Stores arkade med de fantastiske vinduesudstillinger og videre ind det overdådige varehus, der har enhver vare som noget menneske kan begære og en hel masse andet som man ikke vidste man begærede førend man så det. Fra afdeling til afdeling gennem alle tre etager går de på ekspedition, køber bijouteri, et par sko til Yu, en blå hårsløjfe til Xuepeng. Og de går ved ned ad gaden, over krydset hvor de store sikh-betjente med fuldskæg og orange turbaner regerer, og videre ned til skrædderiet. Og jo, kjolen er færdig og klar til afhentning. Smukt indpakket bliver den føjet til Amahs øvrige oppakning.

                      Mange udstillingsvinduer og butiksbesøg senere er pigerne kommet igennem indkøbsgaden. De nærmer sig the Bund, Shanghais stolte promenade og havnefront, hvor de ældste og største firmaer har deres kvarterer. Allerede inden de når ud på the Bund kan de se krigsskibe, men alligevel gisper de uvilkårligt, da de runder hjørnet og får frit udsyn til floden. Som frygtelige, dampende, grå drager ligger de stålpansrede skibe side om side ved anløbsbroerne og ude i flodløbet, små og store imellem hinanden, men alle sammen truende, fulde af løfter om død. Deres kanoner peger ind mod byen. Xuepeng skutter sig. Shanghai er kold her i slutningen af marts.

                      Det vrimler med militær på the Bund. Både på fortovet og på kørebanen er der soldater til fods og til hest og på lastbiler, og hele vejen langs kajen har besætningerne lavet checkpoints for de sømænd og kulier der går til og fra handelsskibene, som trods alt stadig er her i rigt mål. Lige så langt øjet rækker ned mod den kinesiske bydel har krigsforberedelserne sat deres præg på the Bund, og oppe mod nord ligner broen ved Souchow Creeks udmunding en veritabel fæstning.

                      En gruppe rickshawløbere står og venter på kunder i fortovskanten lige om hjørnet på the Bund. Peng og Yu sætter sig op i deres egen og trækker frakkerne tættere om sig, og Amah rækker dem deres pakker. Så tager de afsked og giver løberen ordre, og han spurter ud på kørebanen. De vender sig og vinker, og vi ses i morgen i skolen, Xuepeng, råber de, og hun svarer ja og vinker tilbage. Hun og Amah fortsætter alene hen langs de majestætiske bygninger på the Bund. De skal hente Xuepengs far henne i hans bank. Henne i den kuplede, søjlebeklædte bygning med de to bronzeløver foran. Uden for døren stiller Amah sig op.

                      Idet Xuepeng går op ad trapperne under den gigantiske indgangsportal kaster hun et sidste blik ud over floden. Krigskibene ligger der som før, de strækker sig så langt ind i flodløbet som man kan se, den sorte røg fra deres skorstene blander sig med røgen fra byens utallige fabrikker. Der går rygter om at selveste general Chiang Kai-shek er kommet ind på Huangpu på sin kanonbåd for at kunne dirigere sit angreb derfra. Måske står han netop nu og skuer ind over Shanghai. Så går hun ind gennem svingdøren og ind i den store marmorbeklædte rotunde på den anden side.

Fortsættes i næste nummer...